onsdag den 5. februar 2014

Vil du gerne lære at strikke?



I min butik får jeg ofte forespørgsler på begynderstrikkekurser. Nu er det jo ikke nogen hemmelighed at jeg ikke er en ørn til at strikke, men heldigt nok kender jeg én der er - og som gerne vil lære kunsten fra sig!

Sofie (@ksomkarla på instagram) har strikket det meste af sit liv, og hun laver de smukkeste ting af garn. Og så er hun tålmodig. Og meget rar.

I første omgang har du muligheden for at komme på en eller to workshops, hvor du kan lære de mest grundlæggende teknikker.

1. workshop: Onsdag den 5. marts kl. 18-21
På denne workshop starter vi helt fra bunden med de mest basale strikketeknikker. Vi lærer at slå masker op og lukke af, og vi laver strikkeprøver i ret, vrang, rib og perlestrik. Derefter går vi i gang med et nemt projekt, som kan være en pude, et pandebånd, et halstørklæde eller noget helt fjerde. Har du selv nogle ideer, er du velkommen til at tage dem med.

2. workshop: Onsdag den 19. marts kl. 18-21
Denne workshop er fortsættelsen på strikkeworkshop 1. Her lærer vi at tage ind og ud, strikke små knaphuller og læse enkle strikkeopskrifter. Tag dit projekt med fra første gang, så du kan komme videre med det. 
Missede du første gang, kan du også komme og lære de helt grundlæggende teknikker på denne workshop.

Prisen pr. workshop er 300,- og du kan melde dig til lige her

mandag den 3. februar 2014

Feriedrømme der går i opfyldelse!

I den her kolde, våde og blæsende tid er det ikke svært at drømme sig væk til de varme lande.

I år er jeg så heldig, at mine ferie-fantasier bliver virkelighed. Min søde mor har nemlig inviteret mig 10 dage til Cambodia i uge 8 og 9 - og jeg glæder mig helt vildt.

For jer, mine dejlige kunder, der normalt kommer forbi butikken i Aarhus, betyder det, at I skal handle lidt ekstra ind på forhånd. Butikken er nemlig lukket lørdag den 15., torsdag den 20., fredag den 21. og lørdag den 22. februar.

Min webshop er åben i hele perioden. Jeg er ved at oplære min far i at ekspedere ordrer. Og han tager opgaven meget alvorligt, skulle jeg hilse og sige. Jeg håber dog at I vil være lidt ekstra tålmodige, hvis leveringstiden skulle blive en smule længere end normalt.

Men altså, der er jo næsten 14 dage til; indtil da er der ting der skal hækles, workshops der skal afholdes - og butikken er åben hele denne uge samt torsdag og fredag i næste. Så måske ses vi inden? Det håber jeg!